
Debatmøde torsdag d. 19 marts
kl. 16.00 - 17.30 på Filskov kro i Grindsted
Destination Trekantområdet og Danske Destinationer inviterer dig hermed til politisk debat på Filskov Kro i Grindsted. Som borger, erhvervsaktør, medie – eller bare nysgerrig – er du velkommen til at deltage i samtalen om turismens betydning for vores område. Turismen skaber arbejdspladser, liv i byerne og gæster i lokale butikker, restauranter og oplevelser. Men hvordan skal turismen udvikle sig i fremtiden – og hvilke politiske prioriteringer kræver det? Det sætter vi til debat, når fem kandidater til Folketinget mødes. Du møder bare op – så sørger vi for god debatkaffe og lækker kage.
Debatten er gratis, men tilmelding nødvendig
*betingelserne for deltagelse kan læses her.
Mød kandidaterne i debatten
En skarp moderator ved roret på dagen
Debatten modereres af journalist og moderator Sofie Buch Hoyer,
der med skarpe spørgsmål og stor indsigt i samfundsdebatten skaber levende samtaler, hvor både panel og publikum bliver aktiveret.
Hvad betyder turismen for vores område?
Turismen spiller en stadig større rolle for udviklingen i Danmark. De foreløbige tal viser, at turismeomsætningen i Danmark i 2024 nåede 168 mia. kr.Det er endnu et tegn på, at turismen er en vigtig del af dansk økonomi og skaber værdi i hele landet.
I Destination Trekantområdet – Billund, Kolding, Fredericia og Vejle – har turismen også stor betydning. Her udgør turismeomsætningen omkring 9,2 mia. kr. og skaber aktivitet i mange forskellige erhverv: hoteller, restauranter, oplevelsesattraktioner, detailhandel, transport og kulturinstitutioner.
Turismens værdi skabes ofte af mange små bidrag. Når gæster overnatter, spiser ude, handler i butikker eller besøger attraktioner, bidrager de til lokale arbejdspladser og økonomisk aktivitet. Det er først, når man ser den samlede effekt på tværs af brancher, at turismens betydning for lokal udvikling bliver tydelig.

©Museum KoldingFoto:FlyingOctober
Turismen i Destination Trekantområdet
Destination Trekantområdet havde i 2025 over 3,5 millioner overnatninger. De fleste gæster kommer fra Danmark, men området tiltrækker også mange internationale besøgende – særligt fra Tyskland, Nederlandene, Norge og Sverige.
Hoteller og feriecentre står for størstedelen af overnatningerne, men campingpladser, feriehuse og lystbådehavne bidrager også til turismeaktiviteten i området. Turismen er samtidig noget, både gæster og borgere værdsætter.
96 % af turisterne i Destination Trekantområdet angiver, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres ophold, og 83 % af borgerne mener, at turismen skaber flere positive end negative konsekvenser i lokalområdet.

©VisitFredericiaFoto:Jakob Vingtoft
Hvad betyder turismen for dig som borger?
Turismen kan mærkes i hverdagen – også selv om man ikke arbejder direkte i turismeerhvervet. Når der kommer gæster til området, skaber det aktivitet i lokale virksomheder og bidrager til arbejdspladser.
Samtidig er turismen med til at skabe liv i bymidter, butikker og restauranter og understøtter kultur- og oplevelsestilbud, som både gæster og borgere har glæde af. Turismen spiller også en rolle for udviklingen i landdistrikter og mindre byer, hvor besøgende kan være med til at skabe grundlag for lokal aktivitet.
På den måde bidrager turismen til liv, aktivitet og et økonomisk fundament for tilbud og oplevelser, som ellers kan være svære at opretholde.
Hvorfor er debatten vigtig netop nu?
Med et kommende folketingsvalg er der en oplagt mulighed for at diskutere, hvordan turismen skal udvikle sig i fremtiden. Danmark er et attraktivt rejsemål, og ambitionen er at byde flere gæster velkommen. Samtidig er det vigtigt, at udviklingen sker på en måde, hvor turismen er balanceret – både geografisk og hen over året.
En styrket helårsturisme kan bidrage til mere stabil beskæftigelse i turismeerhvervet, bedre udnyttelse af eksisterende faciliteter og til udvikling i hele landet – også uden for de største byer. Samtidig handler fremtidens turisme i stigende grad om at tage hensyn til klima, natur og lokalsamfund. Derfor er det relevant at stille spørgsmålet:
Hvordan skal turismen udvikle sig fremover – og hvilke politiske prioriteringer kræver det?
Alle er velkomne – og vi sørger selvfølgelig for god debatkaffe og kage.
Tak til debattens arrangører
Debatten er arrangeret af Destination Trekantområdet og interesseorganisationen Danske Destinationer, i stærkt samarbejde med Filskov Kro

Press & Communication Manager







