MARK-Udstilling-Verdenskrig-DestinationTrekantomraadet

Udbud af opgave som konsulent til Gentænk Kulturturismen

Foto: Destination Trekantområdet

UDLØBET

Markedsafsøgning

Indhentning af tilbud
Storytelling på tværs i Destination Trekantområdet med udgangspunkt i 3 kulturhistoriske museer.

Vi har brug for et tilbud på følgende opgaver:

  • Afholdelse af udviklingsbaserede workshops til de 3 involverede museer, både lokalt og på tværs.
    Tema: fortælleteknik og formidlingsgreb
  • Rådgivning om storytelling i forbindelse med udarbejdelsen af et fortællespor på tværs af de 3 involverede museer

Baggrund


Destination Trekantområdet består i dag af de 3 kommuner: Billund, Kolding og Vejle der tilsammen danner turismedestinationen: Destination Trekantområdet. Det tværkommunale destinationsselskab er nystartet pr. 1 januar 2021.
Destinationsselskabet har overtaget ansvaret fra de tidligere offentlige turismefremmeorganisationer, og skal nu sikre udviklingen af turismesektoren i hele destinationen i tæt samarbejde med de 3 kommuner samt private og offentlige virksomheder inden- og udenfor turismesektoren.
Turismen er et vigtigt erhverv i de tre kommuner, der i dag har en 80% af sin indtægt i sommersæsonen via et stærkt børnefamiliesegment. Hele dette segment bæres frem af et mangeårigt samarbejde i Legoland Billund Resort, hvorfor Destinationen i sin konsolidering, har valgt at arbejde med målgruppen voksne par, og det uudnyttede potentiale i skuldersæsonen.
Gentænk Kulturturisme-projektets formål er derfor at skærpe og styrke kulturturismen i området med særlig fokus på kulturhistoriske attraktioner, og med henblik på at tiltrække flere højtforbrugende kulturturister over flere dage i skuldersæsonen.
Projektet vil

  • skabe en mere robust og bæredygtig oplevelsesindustri til gavn for det lokale kultur- og erhvervsliv
  • styrke attraktionsudviklingen
  • styrke sammenhænge og flow på tværs af museer
  • skabe nye stærkere oplevelsesprodukter

De involverede museer og partnere er:
Designskolen Kolding
Visit Vejle
Museum Kolding
Billund Kommunes Museer
Kongerne Jelling

Formål

  • At hjælpe museerne og designskolen med metoder til fremtidig konceptudvikling.
  • At styrke forankringen af disse hos de 3 involverede museer
  • At styrke fortællingen på tværs mellem de 3 involverede museer og destinationen.


Præmisser
For opgaven gælder følgende præmis:

  • Man skal forvente et tæt samarbejde med Attraktionsarbejdsgruppen i projektet og projektkoordinator fra Destination Trekantområdet.
  • De involverede museer har alle rettigheder på al udarbejdet formidlingsmateriale, storylines og ideer.


Kort beskrivelse af de 3 museer:


KONGERNES JELLING
En samlet nation og et kristent kongerige begyndte her… lige her!
Den får på alle violiner, når vi snakker Jelling, men vi kan bære det.
Det nye Oplevelsescenter Kongernes Jelling åbnede i 2015. Det store monumentområde med gravhøje, runesten og palisade ligger lige uden for døren, og et stigende antal gæster kommer til byen.
Jelling var Danmarks første sted på verdensarvslisten og vikingebrandet er stærkt – både når det gælder danske og udenlandske gæster.
Vi er gode, når det gælder værtskab, fortællinger med glimt i øjet, og så vil vi gerne blande vikingetiden med alle mulige andre emner. Vi kan helt sikkert blive bedre, når det gælder markedsføring, SO ME og ankomsten til Harald Blåtands verden.
En stor grund, lige foran Kongernes Jelling, bliver de kommende år, det første gæsten møder. Hvad det bliver, skal nu udvikles. Så den 1000 år gamle historie bliver ved med at kaste nyt af sig.


BILLUND KOMMUNES MUSEUM
Billund Kommunes Museum (BKM) står midt i rivende udviklingsproces med et fremtidig nyt og stort museumsbyggeri. Midt i denne transformation er museet udfordret af museets egen historik, der skævvrider museets brand. Derudover står vi over for en række spændende og selvvalgt opgaver og strategier, herunder at være hele Billund Kommunes Museum og positionere os i det fremtidige museumslandskab.
Vores styrker er et fagligt højt niveau, og at vi er drevet af mod og passion. Vi er derfor i bevægelse både som organisation og i vores faglige arbejde.
BKM ønsker at udvikle formidlingstilbud for stadig flere og flere forskellige målgrupper gennem målrettede og meningsfulde formidlingstilbud, der bevæger. Det sker gennem samskabelse fra projekters start til det færdige produkt og formidlingstilbud. Samskabelse er vores arbejdsmetode og kendetegn, og er derfor også en naturlig del af hele processen fra udvikling, test, evaluering og læring.


MUSEUM KOLDING
2021 er år ét for Museum Kolding. Visionen for Museum Kolding er at etablere en stærk forbindelse mellem kulturhistorie, håndværk og design. Vi vil skabe fremtidens museum, der skaber nysgerrighed og begejstring for folkets historie. Vi vil være et museum for nogen, ikke for noget. Drivkraften er medarbejdernes engagement, imødekommenhed og kompetencer.

Museum Kolding er tre centrale og unikke steder.

  • Søstrehuset i Christiansfeld, hvor vi varetager og formidler verdensarven i UNESCO byen.
  • Staldgården på Slotsbanken i Kolding midtby, hvor Zelle II står som et dystert minde om besættelsestiden og sammen med en kommende udstilling fortæller om personerne bag både gestapofolk og modstandsfolk. I andre udstillingslokaler formidler vi fremtidens design i form af afgangsudstillingen fra Designskolen Kolding.
  • Besøgscentret på Skamlingsbanken med en introduktion til de kræfter, der har dannet Skamlingsbanken, både som et af Danmarks smukkeste naturområde og som et af Danmarks nationale samlingssteder.


Som nok det første museum i Danmark har Museum Kolding udarbejdet en guidet tour med brug af AR og nye
teknologier – teknologier, der skal testes og justeres i takt med udviklingen.

 

Pris
Tilbudsgiver skal angive prisen (DKK, ekskl. moms) for løsning af hele opgaven. Prisen indeholder honorarer, hjælpematerialer, kørsel og evt. logi.
Ordregiver har en budgetramme på 100.000 kr.

Indbudte leverandører
For at få en stor variation og høj grad af forskellighed, er der indbudt 5 leverandører til opgaven, lige som udbuddet er delt på Destinationens hjemmeside og i partnernes netværk:

Adventurelab - https://www.adventurelabstudio.com/
Martin Rauff-Nielsen Innovation Lab - https://innovationlab.dk/
Viborg Visuals - https://unesco.viborg.dk/viborg-i-unesco/strategi/
Alexandra Instituttet - https://alexandra.dk/


Kriterier og udvælgelse
Tildeling af opgaven sker på baggrund af det tilbud der formår bedst muligt at indbyde til samarbejde om opgaven formåls formål. Det mest fordelagtige tilbud udvælges ud fra følgende:
1) Pris: 15 pct.
2) Kvalitet i løsningsbeskrivelsen: 35 pct.
3) Innovation i tilgangen: 30 pct.
4) Erfaring med lignende opgaver: 20 pct.


Udvælgelsen foretages af:
Morten Teilmann-Jørgensen, Museumschef, Kongernes Jelling
Carina Serritzlew, Museumsleder, Billund Kommunes Museer
Karen-Maria Dixen, Kommunikationschef, Museum Kolding
Sune Klok Gudiksen, Lektor, Ph.d., Designskolen Kolding
Maibrit Thomsen, Projektkoordinator, Destination Trekantområdet

Levering
Senest medio september 2022 forventes opgaven afsluttet og alle leverancer leveret.

Kontraktperiode
Kontrakten træder i kraft så hurtigt som muligt og senest den 8. februar 2021 og løber frem til og med 30. september 2022. Kontrakten udløber dog først, når Tjenesteyderen har leveret de i kontrakten foreskrevne opgaver.

 

Deadline for aflevering af tilbud er d. 21. januar 2022