Destination Trekantomraadet

Smag på landskabet

I Jyllands madglade hjerte oplever du, hvad mad med rødder virkelig betyder. Her følger råvarerne årstiderne – på marker, i plantager og hos de lokale producenter. Her kommer du tæt på smagen, stedet og menneskene bag.

Gårdbutikker
Foto: Richard Clark
Honning og Blomster-DestinationTrekantomraadet
Foto: Destination Trekantområdet

Fra jord til bord – gå på opdagelse i lokale producenter

I de lokale gårdbutikker, mikrobryggerier og vejboder finder du mere end blot smag – du finder historier. Om familier, der har dyrket den samme jord i generationer. Om lokale ildsjæle, der brygger egen øl eller laver whisky på brændenælder fra baghaven. Og om mennesker, der holder fast i godt håndværk og lokale råvarer.

En god smagsoplevelse starter ofte tæt på: med det, der gror lige uden for døren, osten fra gården eller noget, du kan tage med hjem og huske stedet på.

Et udsnit af bagerier og søde sager med lokale rødder

Der er noget helt særligt ved duften af nybagt dansk brød. I Jyllands Hjerte finder du små bagerier og producenter, der står tidligt op for at fodre surdejen og arbejder med lokale råvarer. Her handler det om kvalitet, håndværk og kærlighed til detaljen.

Brød
Foto: Richard Clark

Gårdbutikker – her er der ikke langt fra jord til bord

De ligger spredt ud over landskabet – nogle gemt bag levende hegn, andre langs de små veje – gårdbutikkerne, hvor årstidens smag er lige til at tage med hjem. Her kan du købe grøntsager høstet få timer før, møde avlere og finde råvarer direkte fra gården.

Mad
Foto: Richard Clark

Bryggerier og destillerier – håndværk på flaske

Lokal øl, vin og spiritus er blevet en naturlig del af det landskab, du kan smage dig igennem i Jyllands Hjerte. Her finder du mikrobryggerier, vingårde og destillerier, hvor opskrifter, tradition og innovation går hånd i hånd.

Flere steder eksperimenteres der med lokale urter, kornsorter og bær – og ofte får du hele historien med, når du besøger stedet. Det handler ikke kun om smagen, men også om processen og menneskene bag.

Fary Lochan
Foto: Fary Lochan

Naturen som dit nye, gratis spisekammer

Mange af de bedste madoplevelser i Jyllands Hjerte starter ikke på en tallerken – de begynder i naturen. Langs fjorden, hvor tang svajer i vandet og strandurter vokser mellem sten og sand, åbner landskabet sig som et spisekammer.

I Naturpark Lillebælt kan du komme med på guidede sanketure og tangoplevelser, hvor naturvejledere viser, hvordan du finder og høster tang og vilde urter – og giver inspiration til, hvordan du kan bruge dem i køkkenet.

Ved blandt andet Trelde Næs kan du lære at finde strandarve, strandkål, fjeldsyre og andre vilde urter, der vokser i kystlandskabet. Det kan blive til en frokost med smag af fjord, vind og sæson.

Nak og æd en krabbe – og lær Lillebælt bedre at kende

Krabbefangst er en klassiker ved Lillebælt – og en god anledning til at komme tættere på livet under overfladen. På ture med naturvejledere kan du lære, hvordan strandkrabber, tang og andre råvarer fra kysten kan bruges i køkkenet, samtidig med at du får historien om livet i Lillebælt og naturparkens arbejde.

Kan man spise noget af det, man lige har fanget? Ja – og nogle gange er vejen fra hav til tallerken ganske kort.

krabber
Foto: Mitch Wiesinger

Opskrift på krabbesuppe med smag af Lillebælt

Ingredienser (ca. 2–3 personer)

  • ½ kg strandkrabber
  • ¼ flaske tør æblecider
    (kan erstattes af æblemost + en smule æbleeddike)
  • ½ æble
  • ½ gulerod
  • ½ pastinak eller persillerod
  • ½ løg
  • 1½ fed hvidløg + ½ helt hvidløg
  • 5 g frisk ingefær
  • ½ spsk tomatpuré
  • 1 knivspids paprika
  • 6 peberkorn
  • Stilke fra friske krydderurter (fx persille, timian eller dild)
  • Olie til sautering
  • Vand

Sådan gør du

  1. Halvér strandkrabberne med en tung kniv.
  2. Skær grøntsager og æble i grove stykker.
  3. Sautér krabberne i olie i et par minutter, til de tager farve.
  4. Tilsæt grøntsager, tomatpuré, krydderurtestilke og krydderier. Lad det hele stege med, så smagen udvikler sig.
  5. Hæld æblecider på og tilsæt vand, så det dækker.

Lad bisquen simre i ca. 45 minutter.

Vil du have ekstra dybde, kan du knuse skallerne kort i en foodprocessor og komme dem tilbage i gryden under kogningen.

Si bisquen gennem en grov sigte og kog den derefter ind, til smagen er koncentreret og konsistensen passer dig.

Servering

Server den som den er – eller giv den dit eget præg:

  • Med fløde og et strejf citron
  • Med tomat og aioli
  • Med lime og chili for et asiatisk twist
  • Eller som base i en cremet risotto

En enkel ret, der bruger en overset råvare og bringer havets smag helt ind i køkkenet.
 

Smag på landskabet – det mætter mere end du tror

Uanset om du besøger et mikrobageri, en gårdbutik eller samler strandurter ved fjorden, er der én ting, der binder det hele sammen: Smagen af Jyllands Hjerte.

Det behøver ikke være stort eller fancy. Et stykke brød fra et mikrobageri, en håndfuld ærter fra en gårdbutik – eller lidt tang, du selv har fundet ved fjordkanten. Når du vælger de lokale smage, kommer du tættere på både råvarerne, stedet og menneskene bag.

Smag, nyd – og tag lidt af Jyllands Hjerte med hjem.