3000 års historie på 3 dage
Tidsrejsen begynder ved Vejle, hvor en kvinde led en grum skæbne i mosen, måske som offer til guderne. Fortsæt videre til Kongernes Jelling, hvor Danmark blev født. Besøg middelalderen og kongeslottet Koldinghus. Bliv fascineret af UNESCO byen Christiansfeld. Oplev det hårde liv på gården i 1900-tallet. Og gys over 1940’erne med et besøg i Gestapos celle. Vi har pakket oplevelserne i halvdagsture. Tag så mange, du vil. I den rækkefølge, du ønsker.
Halvdagstur
Fra offer til pralhals
Start tilbage i den tidlige jernalder på Vejle Museerne, hvor du kan besøge en dronning
– eller sådan er hun i hvert fald blevet kaldt: Dronning Gunhild, moseliget fra Haraldskær Mose. Hun er et af Danmarks bedst bevarede moselig, og hun ligger i sin glaskiste i en ganske særlig og stemningsfyldt udstilling.
Mosen blev opfattet som et mellemled mellem vand og land og blev set som en port fra vores verden til åndernes verden. Her var du tæt på guderne. Her blev dine ofre set.
http://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/permanente-kulturmuseet/mosens-kraft/
Kongernes Jelling
Tag videre til Harald Blåtands vikingefæstning i Kongernes Jelling. Vikingekongen Harald Blåtand var mesteren i at vise sig frem. Han opførte monumenterne i Jelling i storslået og nytænkende stil. Området, der er på størrelse med 20 fodboldbaner, var indhegnet af palisader, en kæmpe mur af træ. Her finder du vikingetidens største høje og verdens største runesten det var også her navnet Danmark blev hugget i runer for 1000 år siden. Monumentområdet et et af de største bygningsværker fra Danmarks vikingetid. Alene den store mur af træ krævede over 4.000 store egestammer. Den har kostet kræfter, blod og liv. Men Kong Harald Blåtand fik noget at prale af.
På det prisvindende oplevelsescenter, Kongernes Jelling, kan du opleve historien med dine hænder. Med moderne formidlingsteknologi bliver vikingernes verden levende på en legende måde.
https://natmus.dk/museer-og-slotte/%20kongernes-jelling/
Spis en frokost, snup en kaffe eller smag på det lokale øl på Café Sejd.
Halvdagstur
I dit ansigts sved...
Livet i pagt med naturen oplever du på tæt hold med et smut til jernalderbyen Vingsted før du hopper næsten 2000 år frem og suger stemningen ind på Mark Museet for en Ny Danmarkshistorie.
Mark
På Museumsgården Karensminde dufter der af frisk luft,
hø og lidt af mødding. Inde i stalden hviner grisene af fryd, fordi forvalteren kommer med mad. I engen går køerne
og gumler på saftigt enggræs. Børn er opslugt af de bløde kaniner. På marken vrinsker de tons tunge arbejdsheste og foran maskinhuset står den grå Massey Ferguson, som afløste hestene i marken. Den varsler den gradvis mekanisering af landbruget, som gjorde det daglige slid mindre.
Museumsgården Karensminde viser et liv på gården, i marken, i køkkenet, i stalden og i engen i perioden 1920’erne til 1950’erne. Gården er en autentisk bid af danmarkshistorien, og gennem aktiviteter, sanser og naturen mærker man livet i de gode gamle dage – gode, hvis altså høsten ikke slog fejl.
Livet i jernalderen
Omkring år 0 og de efterfølgende århundreder levede mennesker et liv i pagt med naturen. Man var underlagt årstidernes skiften og gudernes humør. Dagen igennem arbejdede man for at overleve. Dyrene og markerne skulle passes, og i naturen omkring skulle der samles bær og urter. Smeden, pottemageren, væveren og de andre håndværkere lavede og reparerede tøj og redskaber. Det meste til
brug i landsbyen, men også til at bytte eller sælge, når en handelsmand fra fjerne egne kom forbi.
Vingsted jernalder består af en række huse og andre anlæg fra forskellige jernalderlandsbyer i Jylland og ligger smukt mellem græsmarker, opdyrkede agre, sø og skov.
www.vejlemuseerne.dk/besoeg-os/vingsted-jernalder/
Halvdagstur
Fra gestapo celle til kongens fangehul
Kampen for friheden under 2. Verdenskrig i 1940erne kommer helt tæt på ved et besøg på Staldgården i Kolding. I Zelle II, Danmarks eneste bevarede Gestapocelle, lærer du både forskellige personer i modstandsbevægelsen at kende og dem, der arbejde for Gestapo.
Få skæbnehistorierne i Museum Koldings udstilling ”1943 – Gestapo kommer” og mærk gyset i Zelle II, hvor tre filmiske fortællinger skaber stemningen i tiden under Danmarks besættelse.
www.museumkolding.dk/ arrangementer/1943-gestapo-kommer/
Koldinghus
Zap nu yderligere 750 år tilbage i tiden og tag et stop ved Koldinghus. Højt over Kolding by ligger det imponerende slot, rejst som grænseborg
i 1200tallet og siden udbygget af de danske konger. Slottet har dannet rammer om betydningsfulde begivenheder og markante personligheder. Her holdt Enkedronning Dorothea til i midten af 1500tallet, her byggede
Christian IV som ung konge Kæmpetårnet og her fyrede spanske tropper ukontrolleret op en skæbnesvanger vinternat i 1808, hvorved det stolte kongeslot blev lagt i ruiner.
I dag er Koldinghus genrejst i en prisbelønnet restaurering. Udforsk slottet fra kæmpetårn til fangekælder. Koldinghus er i dag en del
af Kongernes Samling med faste samlinger og skiftende særudstillinger, der fortæller
om det danske kongehus’ historie – fra det mytiske Flora Danicaservice til det nuværende kongehus’ liv og virke.
www.kongernessamling.dk/koldinghus/flora- danica/
Nyd en frokost eller middag i Madkælderen. Her vil du opleve eventyrlige smagsoplevelser i stemningsfulde omgivelser.
Halvdagstur
De stærke idealers kraft
Vil du dykke ned i et af Danmarks vigtigste steder, når talen falder på demokrati og folkeligt udflugtsmål – så læg vejen forbi Skamlingsbanken. En god tale rummer en særlig kraft, der kan ændre historiens gang. Den danske sag blev talt varm på Skamlingsbanken
i 1840’erne. Få talens kræfter foldet ud i Skamlingsbankens besøgscenter, der med sin unikke arkitektur falder sammen med det kuperede landskab. I det store og smukke naturområde kan du finde roen og nyde udsigten fra Syd og Sønderjyllands højeste punkt på 113 meter.
www.museumkolding.dk/skamlingsbanken/om-skamlingsbanken/
Se UNESCO-byen Christiansfeld
Kør lidt sydligere og gå på opdagelse i UNESCO byen Christiansfeld, oplev stemningen og historiens vingesus. Christiansfeld er den bedst bevarede Brødremenighedsby i verden og er så unik, at den er på UNESCOs liste over umistelig verdensarv.
Fra første øjekast kan du se, at Christiansfeld er noget særligt. Byen blev opført fra 1773 og frem og er bygget efter Brødremenighedens ideal. Både arkitektur og den symmetriske byplan gør, at Christiansfeld adskiller sig fra Danmarks øvrige byer. Med sin beliggenhed
i Sønderjylland, det tidligere hertugdømme Slesvig, rummer byen også fortællinger om et grænseområde, der først blev dansk i 1920. Smag en af byens berømte honningkager, se Danmarks største kirkerum uden bærende søjler og meget mere i Christiansfeld.
www.museumkolding.dk/om-christiansfeld/
Gør stop til frokost eller aftensmad i Restaurant Kongens Kælder