©  Foto:

Billund - Læs om byen Billund

Billund er et i Danmark meget sjældent eksempel på en by, der er vokset op omkring og meget i kraft af en virksomhed: LEGO Koncernen. Mens nabobyen Grindsted var jernbaneknudepunkt, fik Billund en station på vejen. Det var en begyndelse. Ingen kunne ane, at det var begyndelsen til noget meget større, da den lokale snedker- og tømrer Ole Kirk Christiansen begyndte at fremstille trælegetøj i 1932. Senere gik det som bekendt meget godt. LEGO Koncernen gav ikke blot arbejdspladser til byen, virksomheden blev også igangsætter og sågar giver til en lang række initiativer i Billund. 

Den lille by på heden fik lufthavn allerede i 1960’erne, der kom et center med bibliotek og kirke i 1970’erne, der kom travbane og meget andet til. 
I dag spiller LEGO Koncernen måske ikke den helt samme, alt dominerende rolle for byen. Mange mindre virksomheder er skudt frem. Billund har i dag fået flere strenge at spille på. Men LEGO Koncernen er stadig langt den største fremstillingsvirksomhed på egnen, med en helt enestående position, også internationalt. Det nærliggende LEGOLAND fra 1968, og siden er der også kommet andre initiativer.

Med opførelsen af Lalandia Billund i 2009, er der for alvor kommet skub i turismetilstrømningen til Billund. Sammen med det der nu er landets næststørste lufthavn og de mange nye internationale flyruter der kommer til hvert år, har Billund udviklet sig til et turistcentrum for hele Jylland. Samtidig er der stadig masser af fremstillingsvirksomheder i byen, flere faciliteter for børn og unge og en skulpturpark.

Fra 2012 er Billund Kommune og LEGO Fonden gået sammen om at oprette selskabet Capital of Children Company, hvis vision er at gøre Billund til Børnenes Hovedstad – et sted hvor børn er i fokus, og hvor man forstår og formår at skabe helt specielle oplevelser for børn. Billund er en meget ung by med en meget spændende fremtid.