©  Foto:

MARK: Fra lus i trængsel til overdådige bryllupsfester (Smag på historien)

Du mærker alle sider af historien, når du besøger Museumsgården Karensminde, som er en del af Mark – museet for en ny Danmarkshistorie.

Museet spejler de sidste 400 års historie og fortæller om udviklingen fra landbrugsland over industrialiseringen til det velfærdssamfund, vi har i dag. Karensminde er den eneste tilbageværende gård ud af de syv, der dengang udgjorde landsbyen Morsbøl. Det er en eng gård, hvor bonden har brugt græsset fra det frodige engareal til at holde bl.a. køer og får. Gårdene lå som perler på en snor – og vejen forbi dem blev i folkemunde kaldt Mælkevejen – på grund af al den mælk, kvæget gav engbønderne. Karensminde var den mest velstående og fine gård i landsbyen i slutningen af 1700-tallet og blev senere sognefogedgård.

På en fin sommerdag emmer gården af hygge og idyl. Men sådan har det ikke altid været. Som på andre gårde i landet stod hverdagen helt op i 1900-tallet på børnearbejde, sult, frygt for hekse og trolddom, ildebrand, rakkere, social ulighed, lus, sygdom og kamp for at overleve. Den anden side af mønten kunne du også møde: marker i god gænge, fester, højtider, traditioner og fyldte forrådskamre.

Tag en tur tilbage til 1920

Med Karensminde zoomer vi især ind på landbruget, som det blev drevet fra 1920’erne til 1950’erne. Det var en periode, hvor landbruget gennemgik meget store ændringer. Også på Karensminde. Høet i husdyrenes vinterfoder blev erstattet med roer. Store dele af engarealerne blev drænet og i løbet af 1900-tallet overgår enggården først til traditionelt landbrug og senere til industrielt – før den så endnu senere genopstår som museumsgård og kulturattraktion. Gården dyrker i dag 50 tønder land, hvilket svarer til godt og vel 40 fodboldbaner. Det gør vi i et syvmarksskifte for at holde jorden levende og frugtbar. Vi har også engarealer, hvor vores gamle danske husdyrracer græsser.

Øl skal der til

Når du besøger os, fortæller vi om husholdningen, om maden der blev spist til hverdag, og om hvordan maden blev konserveret i en tid uden kummefryser og køleskab. Det gør vi i køkkenhaven, kartoffelkælderen og i stuehuset med køkken og forrådskammer.

I mange år var ølbrygning en af de centrale opgaver i køkkenet. Alle, børn som voksne, drak øl hver dag. Når du brygger øl, bliver vandet kogt og så var det sikkert at drikke. Det øl, man gav til børn – og drak til dagligt, var dog ikke særligt stærkt. Det var det tynde øl – et udtryk, som er blevet til en talemåde fx for en del af en gruppe, som ikke udmærker sig på nogen måde. De er med som det tynde øl.

Følgende tekst i kursiv kunne være en akkordion:

Øllet blev vores skæbne

Vi har brygget øl i mere end 3.000 år. Fx fik Egtvedpige en spand øl med til sin tur over på den anden side. Processen er velkendt, men helt op til 1883 havde man ikke tæmmet gæren. Korn, vand, gær og krydderurter/humle er ingredienserne bag et godt bryg. Det er simpelt, men processen er lang og vanskelig. Kornet skal spire. Efter 4-7 dage skal spiringen stoppes ved at tørre eller riste kornet (som nu hedder malt). Spirene fjernes. Malten knækkes og mæskes ved ca 65° i nogle timer. Herved trækkes maltens sukkerstoffer ud i vandet (urten). Det hele sies, og urten koges med humlen i en time. Og nedkøles, før gæringen kan begynde. Det kræver stor viden og erfaring, de rette redskaber og opbevaringsforhold, rimelig hygiejne og en god portion held for at få omsat de få ingredienser til et godt bryg.

Øl med glød

Der var ingen fremmede, der fik lov til at overvære ølbrygningen. Fremmede kunne man ikke stole på. De kunne også være hekse eller andre onde. Kom der fremmede på besøg, så kunne man kaste en glød efter dem, når de forlod gården. For jern og ild kunne afværge onde kræfter. Man har måske også kastet en glød eller mønter af jern ned i øllet for at fjerne det onde og få processen til at lykkes.

I mange øltønder og kar ser vi også, at der er ridset kors i træet for at holde det onde væk. Desuden har man sunget små sange om godt og ondt, mens man har bygget øl eller spiret korn.

Under gulvet truer vætterne

Under stuegulvene boede vætterne. Det var man overbevist om. De var små, onde og lignede nisser. Når man spildte øl på gulvet, faldt dråberne ned til vætterne, og så holdt de sig i ro. Men fik de intet øl, blev de vrede og fik beboerne til at falde, så de kunne drikke blod i stedet. På Karensminde har tidligere beboer dog værget sig mod dette ved at lægge et kalvekranie under stuegulvet.

Øllet var på årshjulet

Det gode, stærke øl blev brygget i for- og efteråret, hvor det hverken var for varmt eller koldt. Hverdagsøllet blev brygget, når tønden var ved at være tom. Så satte man tønden på hæld, så man kunne få det sidste tappet. Det kender vi i dag i udtryk som: Når dagen går på hæld.

Fra bryggers til vaskemaskine og våde gummistøvler

I 1800-tallet havde alle gårde sit eget lille bryggeri til eget brug. Ordet bryggers kommer af bryggerhus – et særligt rum til gårdens ølbrygning. Senere blev rummet brugt til andet stort køkkenarbejde som bagning eller slagtning. I dag dækker et bryggers med over et rum med en vask, dybfryser, vaskemaskine, støvler og måske et centralfyr.

Vi brygger stadig

På Karensminde bryggede man også øl. Det var dog ikke noget, beboerne skiltede med i 1800-tallet. Brygningen foregik i det skjulte her på egnen. For de religiøse kræfter var på fremmarch. I sidste halvdel af århundredet bredte Indre Mission sig og fik indflydelse på befolkningen på heden. Indre Mission gik ind for afholdenhed, og det var ugleset at drikke sig fuld.

I dag brygger vi stadig. Det foregår efter stolte traditioner med rødder tilbage i 1800-tallet. Vi anvender vores egne hjemmeavlede afgrøder såsom korn og humle. Kornet er en seksradet vårbyg, der som art kan føres tilbage til 1860.

Du kan købe en Karensminde Ale – eller to – med til din kurv i museumsbutikken. Gør det. Så kan du smage på historien, når du kommer hjem. Og tænke over, om det er tilfældigt, at den mest ansete maltbyg i England også er en seksradet byg frem for den sædvanlige maltbyg, der er toradet.