©  Foto:

Oplev efteråret på Koldinghus

Oplev de kongelige oplevelser og aktiviteter på Koldinghus i efteråret.

Gå på jagt efter Danmarks kronede øjeblikke!  

Efterårsferie på Koldinghus lørdag 11. – søndag 19. oktober 
I efterårsferien inviterer Koldinghus hele familien indenfor til en særlig oplevelse i den nye udstilling "Kronede øjeblikke" – en fascinerende fortælling om Danmarkshistorien gennem genstande, der har været med, da historien blev skrevet. 

Her kan I opleve alt fra historien om Christian 10.s hvide hest fra Genforeningen i 1920, til Caroline Mathildes strømpebånd, der blev bevis i en kongelig skandale. Se Grundlovspennen, der afsluttede Enevælden, og Det Oldenborgske Horn, som gemmer på både myter og magt. Udstillingen bringer jer tæt på konger, dronninger, revolutioner og reformer – og nogle af de genstande, der har formet vores fælles historie. 


Det kan du opleve i efterårsferien:

Historiehack for de 9-15-årige

Med mobilen i hånden skal de ældste børn og unge finde svar på spørgsmål, der gemmer sig i udstillingen. Hvem får flest point? Det er sjovt, lidt udfordrende og helt perfekt til nysgerrige hjerner!  

Hvornår: Alle dage fra kl. 10-17
Hvor: Oplevelsen starter ved indgangen til udstillingen

Kronespor for de 3-8-årige

De mindste får deres helt eget opdagelseshæfte, som de kan udfylde sammen med en voksen – eller alene, hvis de er store nok. Her skal der tegnes, gættes og findes ting i udstillingen. En hyggelig måde at opleve udstillingen sammen på.

Hvornår: Alle dage fra kl. 10-17
Hvor: Hæftet finder I ved indgangen til udstillingen.

Levende fortællinger i udstillingen

Vores aktører bringer historien til live og fortæller de gode historier til alle, der gider lytte!

Måske møder I en person der var tæt på begivenhederne, da Dronning Alexandrine som den første kvinde tog kørekort? Eller da Christian 10. red over grænsen til Sønderjylland på sin hvide hest?

Hvornår: Søndag 12. - fredag 17. oktober kl. 11-15
Hvor: I udstillingen

Lav din egen kongelige æske

Med udgangspunkt i motiver fra Kronede Øjeblikke laver vi flotte æsker i decoupage.

Decoupage er en teknik, hvor man klipper billeder eller mønstre ud af papir og limer dem på f.eks. æsker, glas, træ eller sten, hvorefter man lakerer det færdige resultat, så det holder godt.

Vi leger med former og motiver og sørger for, at I får en rigtig flot æske med hjem.

Hvornår: Alle dage fra kl. 11-16
Hvor: Den Kongelige Workshop
Pris: 25 kr.


Praktisk info 

  • Museet har åbent alle dage fra kl. 10-17 
  • Bemærk at enkelte aktiviteter kører i særskilte tidspunkter 
  • Alle aktiviteter, på nær workshopaktiviteten, er gratis, når entréen er betalt. 
    • Børn og unge under 18 år har gratis adgang. Så tag hele familien med og få en efterårsdag fyldt med kronede øjeblikke!