Til minde om de døde – en rejse gennem Nordtysklands mindesteder og frihedens skrøbelige grænse

Til minde om de døde

Tag en tankevækkende, smuk og nødvendig rejse ind i mindernes land i Nordtyskland. Besøg Det Jødiske Museum i Rendsborg. Den tidligere KZ-lejr i Neuengamme og mindestederne Ladelund og Husum-Schwesing lige syd for den danske grænse.

Det er på mange måder en ubærlig fortælling. Så mange liv revet bort. Så meget uretfærdighed. Så stor blindhed, brutalitet og had. Men netop derfor er det vores pligt at huske. Ikke fordi vi kan rumme det. Ikke fordi vi kan forklare det. Men fordi det skete.

Netop fordi ordene ikke kan rumme krigens uhyrligheder, må vi blive ved med at tale. For håbet om at være menneske – også når verden ikke er det – er den sidste værn mod barbari.

Vi har skabt denne rute med udgangspunkt i bogen: Jeg var her. Bogen er kommet til verden i et samarbejde mellem 7 museer samt destinationsselskaber nord og syd for den danske grænse. Spørg efter den på en af de museer, som du kan læse om her på siden.

Husk historien

Denne rute handler ikke om at forstå – men om at huske. Om at anerkende, at historien ikke bevæger sig sikkert fremad mod frihed, lighed og medmenneskelighed.

Hannah Arendt mindede os om, hvor let civilisationens overflade kan krakelere:

Når sandheden opløses,
når mennesker holdes i uvished,
når frygten overskygger fællesskabet –
da åbner der sig et rum,
hvor det umenneskelige kan vokse.

Det skete dengang. Det kan ske igen.

At mindes er derfor ikke en gestus til fortiden. Det er et ansvar i nutiden. For først når vi tør se rædslerne, forstår vi værdien af det menneskelige.

Vi mindes de døde for at forsvare de levende.

© Destination Trekantomraadet. Foto: Frame & Work 

Det Jødiske Museum Rendsborg – De brudte liv

I det tidligere synagogeområde i Rendsborg fortæller museet historien om det jødiske liv i Slesvig-Holsten – før, under og efter krigen. Om de mange, der forsvandt, og de få, der kom hjem.

I udstillingen møder du Emmy Maßmann, hvis eneste forbrydelse var, at 3 ud af 4 bedsteforældre var af jødisk afstamning. Hendes far var marineofficer. Hun var kristent døbt og gift med en ’arier’. Det gav hende nogle fordele. Blandt andet skulle hun ikke bære jødestjernen. I løbet af 1942 blev tonen dog skærpet. Og i foråret 1944 blev hun taget, dømt som jøde og sendt til Auschwitz.

I skyggen af de evigt brændende krematorieskorstene blev hun udsat for hårdt arbejde, kulde, dårlig mad og masser af slag med knipler.

Emmy Maßmann

”Det var en svær tid i Auschwitz. Der var daglige selektioner, og jeg vidste jo ikke, om det allerede i dag eller i morgen var min tur. Uanset om man var ung eller gammel — alle skulle med og sige farvel til verden, hvis det passede hr. Dr. Mengele.”

Midt i elendigheden var Emmy god til at holde modet oppe. Hun fortæller:

“Om aftenen, når stjernerne stod på himlen, talte jeg med jer.
Og når fuglene fløj forbi, sendte jeg hilsner med dem til jer.”

Hun overlevede.

Men mange af hendes naboer gjorde ikke.

Museet fortæller ikke bare om døden – men om livet, der blev ødelagt.

Om familier, navne, breve, traditioner – og om den systematiske udryddelse, der begyndte med registrering og endte i gaskammeret. Her vidste alle besked: Når du blev sendt til B-saunaen, så var det døden, der ventede.

Besøg det Jødiske Museum i Rendsborg og få en kopi af det digt, Emmy skrev om sin tid i KZ-lejr og sæt det ind i din bog: Jeg var her.

Det Jødiske Museum i Rendsborg har eksisteret i sin nuværende form siden 1988. Museet er indrettet i en tidligere Talmud-Tora-skole fra 1700-tallet. I 1844/45 blev skolen udvidet med en synagoge. I dag er stedet et museum og et mindested for det tidligere jødiske liv i Slesvig-Holsten. Her kan du blive klogere på den jødiske historie, religion, identitet og kultur.

© Destination Trekantomraadet. Foto: Frame& Work

Mindestederne i Ladelund og Husum-Schwesing

Gode steder at mindes

Neuengamme var ikke ét sted – men et stort administrativt system med over 85 arbejdslejre.

To af de 85 lejre lå i Nordfrisland: Husum-Schwesing og Ladelund.

Her blev tusinder sat til at grave pansergrave til den såkaldte Friesenwall – et militært forsvarssystem, der i praksis aldrig fik nogen betydning.

Lejrene eksisterede kun få måneder i 1944, men det var nok til, at hundreder døde. Kulden, mudderet, slagene, diarréen, sulten og det ubarmhjertige arbejde tog dem én for én.

Mange af de døde var mænd fra den hollandske landsby Putten, hvor næsten alle mænd mellem 18 og 50 år blev deporteret som hævn for en sabotageaktion, de ikke selv stod bag.

Blandt dem var Wouter Rozendaal.

Han overlevede – takket være tilfældigheder, styrke og håb.

Han flygtede fra tyskerne under en evakueringsmarch, da kolonnen gik gennem en skov. Han blev fanget af sovjetiske styrker. Men undslap. Og fik hjælp af amerikanerne til at komme over Elben. Videre til fods. Fik et lift. Stjal en cykel uden dæk. Mistede den igen.

Den 5. juni 1945 nåede han endelig hjem til sin kone og børn.

Af de 661 deporterede fra Putten overlevede kun 49.

Wouter var en af dem.

Han vendte tilbage til Ladelund i 1979 – som en del af den tradition, der binder Mindestedet Ladelund og Putten sammen via gensidige besøg og forbindelser.

Det oplever du i dag:

KZ-Gedenk- und Begegnungsstätte Ladelund

I Ladelund møder du kirkegården, gravene og mindestenen – et sted, hvor stilheden taler.

Når du besøger Mindestedet Ladelund, kan du få en reproduktion af en tegning, hvor fange, E. Wellerdieck skildrer det hårde arbejde ved Friesenwall.

KZ-Gedenkstätte Husem-Schwesing

© Destination Trekantomraadet. Foto: Frame& Work

I Husum-Schwesing står resterne af lejren tilbage: fundamenter, en brandhane, udstillingen og landskabet, hvor arbejdet fandt sted.

Mindested Neuengamme – Tavshedens monument

Neuengamme blev oprettet i 1938 i et gammelt teglværk sydøst for Hamborg.

I 1940 blev lejren udvidet og gjort til selvstændig koncentrationslejr.

Herfra voksede et system af mere end 85 udelejre, hvor fanger blev sat til tvangsarbejde — blandt andet i Elb-kommandoen, hvor fangerne ofte arbejdede i bare tæer i mudder til knæene. De fik tæsk og stokkeslag og måtte ofte slæbe mellem 20 og 30 døde fanger med tilbage til lejren efter dagens arbejde. Eller i Husum-Schwesing og Ladelund, hvor tusinder gravede for at bygge Friesenwall. Et forsvarsværk, der aldrig fik betydning. Men som kostede liv. I hundredvis.

Mere end 100.000 mennesker blev tvunget til at arbejde i Neuengamme-komplekset.

Mindst 42.900 døde — af sult, sygdom, udmattelse, mishandling eller henrettelser.

© Destination Trekantomraadet. Foto: Frame& Work

En fransk fange formulerede det siden sådan:
“Der herskede åbenlys terror – det var som at være på en anden planet.”

I dag er Neuengamme et stort, åbent mindelandskab. Barakkerne er væk, men deres aftryk ligger i jorden som et kort over lidelsen.

Du kan gå ind i 17 bevarede bygninger og se:

• Tidsspor – hovedudstillingen i en tidligere fangebarak
• Udstillingen om SS-lejrsystemet i de gamle garagebygninger
• Og den enorme hal fra Klinkerwerket, hvor du kan se resterne af en af de murstensovne, der engang var centrum i Hitlers plan om at skabe et nyt Hamborg – Tysklands “port til verden”.

Det nye Hamborg skulle være enormt, monumentalt og på alle måde storladent. Magtens arkitektur krævede – dengang som nu – masser af teglsten. Derfor sled tusinder af fanger sig ihjel, mens de udgravede ler, håndterede det tunge materiale og skubbede fyldte tipvogne med ler over skramlede skinner og op ad en lang udendørs betonrampe.

Neuengamme tjente penge på at udlåne fanger som arbejdskraft til tyske industrivirksomheder. Det var et system, hvor alt menneskeligt blev reduceret til funktion.

Neuengamme er ikke et sted, du forstår.
Det er et sted, du mærker.
Og mindes.

Når du besøger KZ-Neuengamme, kan du ved servicepunktet få et klistermærke med en tegning, som Jens Martin Sørensen lavede af fængselslejren og appelpladsen.