Jellinge stenene - Kongernes Jelling

Kongernes Jelling - Hjemsted for Vikingekongerne

Foto: Frame & Work

Besøg vikingekongernes Jelling - Verdensarv og prisbelønnet oplevelsescenter!

I Kongernes Jelling møder du kvintessensen af menneskehedens historie. Du ser menneskets svagheder og styrker. Oplever kolossalt frås. Magtbegær. Men også opfindsomhed. Og selvhævdelse ud over alle grænser.

Svaghederne kommer vi til. Men styrkerne stråler ud af det imponerende monumentområde. Det er rekordernes område. Verdens største skibssætning. Verdens største konstruktion fra vikingetiden. Verdens største runesten. Et område på størrelse med 20 fodboldbaner befæstet med en palisade på ca. fire meters højde. Et anlægsarbejde uden lige udført uden maskiner – blot med håndens og trækdyrs kraft. Og kun muligt at realisere takket være vikingernes store håndværksmæssige kunnen og opfindsomhed.

Palisaden luftfoto-KongernesJelling-DestinationTrekantomraadet

Foto:Frame & Work

Spillede kun en rolle i 50 år Det var og er en vild bedrift. Ikke mindst, når man tænker på, at området kun spillede en rolle i måske 50 år. Nemlig fra Gorm (den gamle) blev konge i 934 til Harald (Blåtand) blev dræbt under en borgerkrig med sin egen søn, Svend Tveskæg.

Kongernes Jelling i Destination Trekantomraadet

©Destination TrekantomraadetFoto:Destination Trekantområdet

Jellingestenen UNESCO Verdensarv - DestinationTrekantomraadet

Foto:Frame & Work

UNESCO Jelling Palisaden

Foto:Kongernes Jelling

Fra ringborge til kristendom

Harald var en driftig herre. Ud over Monumentområdet, en af Danmarks største gravhøje og Ravningbroen, som i næsten 1.000 år var Danmarks længste bro, opførte Harald også fem eller seks ringborge rundt om i landet. Han samlede Danmark og var den Harald, som kristnede danskerne. Eller måske mere præcist: Indførte kristendommen som officiel religion i landet. Der var masser af kristne før Harald – og flere asatroende efter. Det var nærmere en realpolitisk afvejning, som gjorde udslaget. For ved at gøre danskerne kristne fratog Harald den tyske kejser en god anledning til at angribe landet.

Harald var en pralhals

Den egentlige anledning til alt Haralds byggeri står lidt hen i det uvisse. Både konge- og ringborge blev opgivet meget kort tid efter, de var bygget. Mest af alt ser det ud til, at Harald ville vise sin magt. Han var en pralhals, var han. Og det blev hans skæbne. For ressourceforbruget af mandskab og materiel var massivt. Hans styrke blev hans svaghed. Et oprør startede i midten af 980’erne. Sønnen Svend Tveskæg var på oprørernes side. Ifølge krønikeskriveren Saxo blev Harald dræbt af et skud i bagen, mens han besørgede sin nødtørft. Men det er nu nok mest af alt en myte.

 

UNESCO Verdensarv Jelling - DestinationTrekantområdet

Foto:Frame & Work

Jellingstenene

I Jelling står to runesten, som er oprejst af vikingekongerne Gorm den Gamle og hans søn Harald Blåtand i årene fra omkring 950 til 970. Stenene kaldes ofte for Danmarks dåbsattest, for her får vi officielt både navnet Danmark og den kristne tro mejslet i sten.

Danmarks bod og Haralds bedrifter

Den mindste af de to sten, blev rejst omkring år 950 af Gorm den Gamle til ære for Dronning Thyra. På stenen kalder Gorm Thyra for Danmarks Bod – og det er den ældste benævnelse af navnet “Danmark” vi har inden for landets grænser, selvom “Danmark” findes på skrift i ældre europæiske kilder.

Den store Jellingsten blev rejst af Harald Blåtand og ærer både hans far Gorm og mor Thyra. Men den beskriver også nogle af Haralds egne bedrifter, hvor indførelsen af kristendommen måske er den største.

De to runesten indgår i det imponerende monumentområde, der sammen med stenene består af en gravhøj, måske tilhørende Gorm den Gamle, en monument høj, Jelling Kirke og verdens største skibssætning alt sammen omhegnet af en kæmpe palisade.

Vidste du, at hele området fik status som UNESCO verdensarv i 1994 – og var Danmarks første attraktion på verdensarvslisten?

Kongernes Jelling_Udstilling bålrum

Foto:LLBR

Nye udgravninger, ny viden

I Jelling er historien både gammel og næsten ny. Selv om den Store Jellingsten har været kendt siden, den blev rejst for mere end 1.000 år siden, er det først for nyligt, at hele monumentområdets storhed er kommet til syne. Med udgravningen af områder har vi blandt andet fået et indblik i vikingernes store viden om matematik og geometri. I dag er det imponerende monumentområde bragt til live igen af kunstneren Ingvar Cronhammar, som med de hvide fliser og palisadestolper har genskabt områdets storhed.

Udforsk oplevelsescentret

Ved siden af monumentområdet ligger Kongernes Jelling, et interaktivt oplevelsescenter, hvor du træder ind i vikingernes liv og hverdag. Her kan du lære om Jellingstenene, vikingernes religion, vikingekongerne og de mægtige byggerier i vikingetiden. Gennem dristige fortællergreb og moderne formidlingsteknologi bliver du klogere på Danmarkshistorien. 

Læs mere om Kongernes Jelling her

Kom og oplev, hvordan den danske kongerække fra Gorm den Gamle til i dag er blevet til gennem blodige kampe, rænkespil, oprør og diplomati. Husk: På Kongernes Jelling er du altid velkommen til at stille spørgsmål.

Gratis adgang

Der er gratis adgang for hele familien på Kongernes Jelling, og både oplevelsescentret og dele af monumentområdet er kørestolsvenligt. Husk også at besøg den store museumsbutik, som forhandler lokale varer, historiske smykker og alverdens vikinge-souvenirs. Museet tilbyder også rundvisninger, særudstillinger og arrangementer året rundt.

Kongernes Jelling-Udstilling-Besøgscentret
Foto: ART + COM
Kongernes Jelling_stenskib
Foto: LLBR
Kongernes Jelling-udstilling-Vejle
Foto: ART + COM
Liste
Kort
Grøn oplevelseKongernes Jelling
Foto: Lasse Hyldager

Kongernes Jelling

Runerne fortæller, at det var i vikingetidens Jelling, Danmark fik sit navn. Kong Gorm skrev det på sin runesten, og vi har brugt det siden. Det var her, kong Harald på sin store runesten fortalte, at...

Læs mere