Rejs med omtanke i Jyllands Hjerte
Oplev Jyllands hjerte – og kom tæt på naturen, de lokale smage og de steder, der arbejder konkret med natur, miljø og certificeringer. Her finder du inspiration til oplevelser og små valg undervejs, der gør det nemt at gå på opdagelse med omtanke.
Video: Frame & Work
Gå på opdagelse i natur, lokale oplevelser og certificerede steder, uden at gå på kompromis med ferieminderne.
Et udpluk af vores særlige Natura 2000 områder
I Jyllands Hjerte finder du nogle af Danmarks mest særlige naturområder. Flere af dem er beskyttet som en del af Natura 2000, som er et europæisk netværk af naturområder, der skal beskytte særlige naturtyper, planter og dyr.
Her handler det om at give sjældne planter, vilde dyr og særlige naturtyper plads til at leve – og give dig mulighed for at opleve naturen med omtanke, præcis som den er.
Besøg vores Natura 2000-områder, og hjælp os med at passe godt på Jyllands grønne hjerte.
Når du besøger Natura 2000-områder, kan du hjælpe med at tage hensyn til naturen: Bliv på stierne, hvor det er muligt, tag dit affald med dig igen og giv plads til dyrelivet. Det er ikke for at begrænse dig – tværtimod. Det er for at sikre, at naturen stadig er noget særligt i morgen. For dig. Og for dem, store som små, der måske følger i dine fodspor ud i landskabet.

Sov godt i Jyllands hjerte
Flere overnatningssteder i Jyllands hjerte er Green Key-certificerede. Green Key stiller konkrete miljøkrav til blandt andet energi, vand, affald og drift. Her finder du et udvalg af overnatningssteder med registrerede miljøcertificeringer.
Kom nemt rundt i Jyllands hjerte. Når du rejser gennem vores byer og landskaber, ligger oplevelserne aldrig langt fra hinanden, og mange af dem er lette at nå med både tog, bus og cykel.
Tog og bus forbinder by og natur på kryds og tværs, og mange steder kan du tage børnene gratis med. Lej en cykel med få klik, eller snør skoene og tag stierne gennem skove, fjordlandskaber og hyggelige bymidter.
Vidste du?
På Rejseplanen.dk kan du finde den nemmeste vej rundt mellem vores fire byer, uanset om du vil med tog eller bus.
Hop nemt på bussen og ta' toget rundt
Mellem byerne i Jyllands hjerte kører bussen og toget i fast takt – både regionalt og lokalt. Det gør det nemt at opleve steder som bl.a. LEGOLAND® i Billund, Koldinghus midt i Koldings gamle bykerne, Kongernes Jelling ved Vejle og den historiske fæstningsby Fredericia
I Fredericia kan du endda køre gratis med bybusserne hele dagen!

Regionale og lokale busforbindelser
Her kan du finde de regionale og lokale busforbindelser, der gør det nemt at komme rundt i Jyllands Hjerte.
Sydtrafik – busser i Kolding, Fredericia, Vejle og Billund. Har du særlige behov på rejsen, kan du også læse om kørestol, rollator og tilgængelighed i busserne eller undersøge mulighederne med Flextur.
Midttrafik – blandt andet forbindelser til og fra Billund.

Ta' nemt toget rundt i Jyllands hjerte
Byerne i Jyllands Hjerte ligger tæt. Med tog tager turen mellem Kolding, Vejle og Fredericia under 20 minutter per strækning, så du nemt kan opleve flere byer på samme tur.
Billund har ingen togstation, men regionale busser forbinder byen med stationerne i området. Rejs med DSB eller GoCollective, og find ruter, tider og billetter på Rejseplanen.
Rejser du med særlige behov?
Hos DSB kan du læse om assistance og tilgængelighed på rejsen.
Grib cyklen, og kom tættere på...
... landskabet, lydene og de små detaljer, du ellers måske ville være kørt forbi. På to hjul bestemmer du selv tempoet. I Jyllands Hjerte venter ruter, der snor sig gennem skove, langs fjorde og gennem bymidter. Nogle er flade og familievenlige, andre tager dig hele vejen op til udsigten.
På cykel kommer du tæt på omgivelserne – med frisk luft, frihed og mulighed for at stoppe, når noget fanger blikket.
Mange overnatningssteder gør det nemt at komme i gang: Munkebjerg Hotel og Kolding Hotel Apartments tilbyder eksempelvis cykeludlejning, og flere steder har elcykler til de længere ture.

Lej nemt en cykel
Du behøver ikke have din egen cykel med for at opleve Jyllands Hjerte på to hjul. Flere steder kan du leje cykler og komme direkte ud på ruterne – uanset om du drømmer om en rolig tur langs fjorden eller vil prøve benene af på bakkerne omkring Vejle.
Nogle overnatningssteder tilbyder cykeludlejning, og flere steder kan du også finde elcykler samt udstyr som hjelme og børnesæder.

Hop på toget med cyklen
I Jyllands Hjerte kan du nemt kombinere cykel og tog, når du vil lidt længere omkring. Tag cyklen med på toget, spring de lange stræk over – og hop i sadlen igen, når du er fremme.
Reglerne varierer efter togtype og selskab, så tjek billet og cykelplads inden afgang. Hos DSB kan der være krav om cykelpladsbillet, mens cykler hos GoCollective kan medbringes, hvis der er plads.

Foretrækker du elcykel?
Elcyklen gør det nemt at komme lidt længere omkring i Jyllands Hjerte – også når bakkerne begynder at kunne mærkes. Flere steder i området kan du leje cykler og elcykler, og nogle overnatningssteder og servicepunkter tilbyder også mulighed for opladning undervejs.
Så tag en pause, få strøm på både dig og cyklen – og fortsæt, når du er klar.
Snør vandrestøvlerne og træd ud i den jyske muld
Vandreruterne snor sig gennem istidens landskaber, langs kysten, ind i skoven og ud over heden. Her mærker du geologien under fødderne, vinden fra fjorden og den særlige ro, der opstår, når tempoet sættes ned.
Sæt kurs mod Lillebælt: Hvis du følger kysten længe nok, ender du midt i en naturpark.
Naturpark Lillebælt strækker sig fra Trelde Næs til Hejlsminde. Her møder du skove, kyst, hav og et rigt dyreliv – blandt andet marsvin. Du kan sejle i havkajak, fiske fra kysten eller tage med på guidede ture og opleve Lillebælt helt tæt på.
Eller grib krabbestangen og prøv kræfter med strandkrabberne fra kysten. Strandkrabber er der mange af i Lillebælt, og på en tur med net og spand kommer du helt tæt på livet under overfladen. Samtidig kan du høre mere om, hvorfor krabberne fylder så meget i området, og hvordan Naturpark Lillebælt undersøger, om opfiskning kan spille en rolle i arbejdet med naturgenopretning.


Sov under åben himmel
I Jyllands hjerte kan du altid tjekke ind under åben himmel. Her får du ofte stjernehimmel over hovedet, frisk luft døgnet rundt og måske endda fjordkig eller havudsigt med i oplevelsen.
Du kan slå telt op, booke en shelter eller falde i søvn i en jurte midt i skoven. Det er luksus på den enkle måde.






















