I modstandens navn - Fra Kolding til Neuengamme – med stop ved Frøslevlejren nær Padborg.

I modstandens navn

Tortureret. Dømt. Henrettet. Udsultet. Udmarvet. Slidt ihjel. Det er de barske skæbner, du møder på denne smukke rute, der fører dig fra Kolding over Frøslevlejren lidt vest for Padborg til Neuengamme syd for Hamborg.

Hvorfor bliver et menneske en kriger?

Hvornår siger noget i dig: Jeg kan ikke længere tie. Jeg må gå til modstand. Selv når det er farligt. Selv når det går mod alt, hvad andre siger er fornuftigt. Selv når dem, du elsker, trygler dig om at lade være.

Under den tyske besættelse af Danmark stod modstandsfolk ikke kun op mod fjenden, men også mod deres egen regering, politi, pressen og flertallet af danskerne.

Og de kendte den risiko, de løb.

Denne rute følger to mænd, der betalte prisen for frihed: Jens Thue Jensen, og Evald Hansen.
Begge tog et afgørende valg. Begge oplevede mørket i Zelle II. Og begge måtte lade livet i kampen mod nazisterne. Den ene blev henrettet i Ryvangen. Den anden døde af sygdom og udmattelse i tysk varetægt.

Vi har skabt denne rute med udgangspunkt i bogen: Jeg var her. Bogen er kommet til verden i et samarbejde mellem 7 museer samt destinationsselskaber nord og syd for den danske grænse. Spørg efter den på en af de museer, som du kan læse om her på siden.

Viljen til modstand

Måske synes du, at valget mellem ret og uret burde være let. Det var friheden mod mørket. Men den gang var valget alt andet end klart. Alle danske autoriteter tordnede mod dem, der valgte at gå til modstand. I dag hylder vi dem som frihedskæmpere. Under krigen blev de udskammet og kaldt forbrydere.

Modstandsfolkene stod fast på, at mennesket altid har et valg. Selv i mørket. Salmen Kæmp for alt, hvad du har kært blev en hymne for dem:

Kæmp for alt, hvad du har kært.
Dø om så det gælder.
Da er livet ej så svært.
Døden ikke heller.

Hvad ville du have valgt?
Ville du kæmpe, selv om alle sagde, du skulle lade være?
Ville du være klar til at betale den yderste pris i kampen for en sag?

Staldgården, Kolding – Zelle II

På en solskinsdag ser du i dag Staldgårdens bygninger som fredelige, lyse og tilgængelige. Men under anden verdenskrig udgjorde de samme bygninger frygtens centrum i Syd- og Sønderjylland.

For her havde Gestapo indrettet egnens hovedkvarter.

Bag de tunge døre blev mere end 1.300 danske modstandsfolk afhørt og tortureret.

I cellerne var der blodpletter på træbriksen og mærker på døren efter tunge knippelslag. Lyset blev aldrig slukket. Som led i torturen fik fangerne intet eller kun lidt mad. De blev banket i hovedet med geværkolber. De blev slået. De blev klædt nøgne og pisket

© Destination Trekantomraadet. Foto: Frame & Work

Jens Thue Jensen var en ung ingeniørstuderende og medstifter af Bramming-gruppen i Sydvestjylland. Han tog imod våben og sprængstoffer, der blev kastet ud fra britiske fly. Han deltog i stikkerlikvideringer og sabotage mod jernbanenettet.

I september 1944 måtte han gå under jorden, men i februar 1945 blev han pågrebet på Kolding Banegård. Og på Staldgården blev han udsat for brutale forhør, slag og isolation.

Jens Thue Jensen blev overført til Vestre Fængsel i København. Den 10. marts 1945 blev han dømt til døden foran en tysk krigsret og henrettet samme aften – mindre end to måneder før befrielsen

Få timer før sin henrettelse skrev Jens et sidste brev til familien. Det begynder:

“Kære Far, kære Mor og kære alle Søstre!
Naar I faar dette Brev, er jeg sikkert ikke mere, men sørg ikke over mig,
jeg er død med en god Samvittighed.”

Jens Thue Jensen fulgte sin samvittighed frem for at lade sig kue af frygten.

Når du besøger Staldgården i Kolding, kan du få afskedsbrevet fra Jens og kan sætte det ind i din bog: Jeg var her.

Staldgårdens historie går tilbage til 1268. Her udgjorde staldene og slottet Koldinghus dele af et borganlæg på grænsen til Sønderjylland. Under Anden Verdenskrig beslaglagde Gestapo de tre længer og gjorde dem til et regionalt hovedkvarter. Her kan du i dag opleve Zelle II og høre mange historier fra de 5 onde år. På væggene i cellen har flere af fangerne indridset inskriptioner, deres navne og beskeder; vidnesbyrd om de grusomheder, de blev udsat for. Også Jens Thue Jensen har ridset sit navn i væggen som vidnesbyrd: Jeg var her.

Frøslevlejren – Et åndehul i mørket

Men for de fleste et sidste stop før helvede.

Frøslevlejren blev bygget af danskerne for at undgå deportation af de mange danske modstandsfolk, politimænd og andre, der var anholdt af tyskerne.

Det lykkes for nogle. Men for 1.625 danskere var Frøslevlejren kun en mellemstation inden et helt anderledes brutalt ophold i de tyske koncentrationslejre.

Mange af danskerne kom til Frøslevlejren fra lange ophold i fængsler og hårde forhør. En tidligere fange, Jens Martin Sørensen, skrev om sit ophold:

“For os, der havde siddet så længe i celler
og senere skulle opleve egentlige tyske koncentrationslejre,
vil Frøslevlejren blive husket som et lille paradis på jorden –
bortset fra, at vi ikke kunne komme ud gennem pigtråden.”

I Frøslevlejren sultede fangerne ikke.

De havde deres eget tøj.

De tvangsarbejdede, men ikke hårdt.

Over lejren lå dog en stadig gruende frygt. Frygten for at blive den næste, der kom på listen over dem, der skulle deporteres til en af de tyske lejre. Er det mig i dag? Er det en af mine venner?

På Frøslevslejrens Museum kan du få en kopi af et foto, Kjeld Feilberg tog illegalt i lejren. Det kan du sætte ind i din bog: Jeg var her.

© Destination Trekantomraadet. Foto: Frame & Work

Frøslevlejren blev bygget i 1944 efter aftale mellem de danske og tyske myndigheder. I dag kan du se de originale barakker, og faste udstillinger om tiden før og efter befrielsen. Læs mere om Frøslevlejren her

Neuengamme – Helvede på jord

For mange endte fangenskabet ikke i Frøslev, men i Tyskland.
Evald Hansen var en ung modstandsmand fra Haderslev. I starten bestod indsatsen mest i at reparere skydevåben og organisere en gruppe på otte personer. Senere var han med ved våbennedkastninger. Han uddannede sin gruppe, så de kunne håndtere våben og sprængstoffer, og også udføre sabotage.

I juni 1944 blev en række grupper i Haderslev optrævlet, og Evald Hansen blev arresteret. Efter hårde forhør på Staldgården endte han i Frøslev og blev derfra deporteret til koncentrationslejren Neuengamme nær Hamborg den 15. december 1944.

Neuengamme var ikke en udryddelseslejr, men en arbejdslejr, hvor over 100.000 fanger blev tvunget til at udføre tvangsarbejde. Neuengamme blev anlagt for at sikre nazisternes arkitektoniske storhedsvanvid, hvor Hamborg skulle forandres til Stortysklands port til verden. Her skulle fangerne lave teglsten til de mange planlagte byggerier. Senere i krigen skiftede opgaverne til våbenproduktion.

Udover hovedlejren drev Neuengamme også mere end 85 udelejre. Arbejdet var ubarmhjertigt hårdt. Kulde, sygdom, sult, elendig mad, diarré og uhørt brutalitet var dagligdagen for fangerne. Mindst 42.900 mennesker mistede livet – af udmattelse, sult, sygdom, mishandling eller henrettelser.

Evald Hansen døde under arbejdet i udekommandoen Spaldingstrasse i Hamborg – udmattet og udsultet, som så mange andre.

Find servicepunktet i KZ-Neuengamme og få et klistermærke med en tegning, som Jens Martin Sørensen lavede af fængselslejren og appelpladsen. Sæt den ind i din bog: Jeg var her.

\© Destination Trekantomraadet. Foto: Frame \& Work

\ 

Neuengamme er i dag et af Tysklands største mindesteder fra Anden Verdenskrig. 17 historiske bygninger står endnu. Her finder du bl.a. hovedudstillingen Tidsspor og en udstilling om det administrative system, der gjorde lejrene mulige.

I den store hal i Klinkerwerket kan du se resterne af en af de ovne, hvor mursten blev brændt til Hitlers planer om et nyt Hamborg. Her – og i de mange udelejre – sled titusinder af fanger sig ihjel.

Neuengamme er ikke et sted, man forstår. Det er et sted, man mærker.