

Gastroruten
Smag historien. Nyd nuet. Herude vestpå krydser åer heden. Her har kartoflen sine rødder, og her kan du blive klogere på dansk madkultur. Få historien om folket, der opdyrkede heden – og kom til at elske kartoflen. Nyd Danmarks nationalret. Og mæsk dig i godt smørrebrød.
Ruten fører dig forbi et moderne museum på en gammel gård, hvor du får en levende fortælling om husholdningen på landet i første halvdel af 1900-tallet. Tag videre. Nyd traditionelle danske kroretter med et twist – og overnat på en ægte kongelig privilegeret kro.
Museumsgården Karensminde – Madkultur med rødder
På Karensminde får du et levende indblik i dansk madkultur, som den blev formet på landet i første halvdel af 1900-tallet. Her stod hverdagens måltider på børnearbejde, hjemmedyrkede grøntsager og øl brygget i køkkenet. Gården emmer i dag af idyl – men sådan har det ikke altid været.
Besøg Museumsgården Karensminde og oplev, hvordan husholdningen fungerede i en tid uden køleskab og fryser. Hør om forrådskamre og kartoffelkældre, og se, hvordan man holdt jorden frugtbar med syvholdsskifte. I køkkenhaven og stuehuset bliver historien levende.
I bryghuset løfter museet en flig af øllets brogede historie – fra før man vidste, hvad gær var. Dengang måtte brygningen beskyttes mod onde kræfter: Fremmede kunne være hekse, og man kastede en glød efter dem, når de gik for at afværge det onde. Man smed også mønter eller gløder ned i brygkaret for at få processen til at lykkes, ridsede kors i tønderne og sang små vers mod ulykke.

Foto:Destination Trekantområdet
Under stuegulvet truede vætterne – små, onde væsener, der holdt sig i ro, hvis man spildte øl. Hvis ikke, drak de blod. På Karensminde har museumsfolkene fundet et kalvekranie under gulvet – en gammel metode til at holde dem væk.

Foto:Destination Trekantområdet
I museumsbutikken kan du købe den traditionsrige Karensminde Ale. Gør det – og smag et bryg, hvis kraftige smag er skabt med gårdens egen seksradede byg.
Få smag for dansk kromad på Filskov Kro
Midt mellem skov og hede ligger Filskov Kro – en moderne kro med respekt for sin historie som en af Danmarks 47 tidligere kongeligt privilegerede kroer.
Gennem generationer har kroen været rammen om utallige konfirmationer, bryllupper og fødselsdage, og den er i dag kendt i hele området for sine gastronomiske oplevelser.
Saml appetit på Randbøl Hede
Traditionel dansk mad er husmandskost. Det er retter til det arbejdende folk fra dengang, man fik sved på panden og trætte muskler efter en lang dag i marken. Hvis din arbejdsdag i stedet handler om at flytte rundt på en mus afbrudt af udflugter hen til kaffemaskinen, så gør det godt med en travetur oven på frokosten. Også for at samle appetit til aftensmaden.
Dansk Naturfredningsforening har udnævnt Randbøl Hede til et af landets smukkeste landskaber. Når du står her, er det let at forestille sig, at over halvdelen af Midt- og Vestjylland var dækket af hede i 1700-tallet.
Vælg en af de tre afmærkede vandreruter på 1, 3,5 eller 10 km og nyd turen heden rundt.

Klitformationen på Randbøl Hede bliver kaldt for Staldbakkerne. Foto:Johnny Madsen
Frederik V og hans embedsmænd lokkede omkring 275 tyske familier til området med løfter om skattefrihed, rejsepenge, lidt indbo, trosfrihed og et par stude. Mange gav dog op og rejste hjem igen, mens andre blev og fik succes med at dyrke kartofler i den sandede jord.
Opdyrkningen tog især fart efter tabet af Slesvig og Holsten i 1864 og blev så effektiv, at der omkring 1950 kun var ca. 2 % af hederne tilbage. I dag er de fleste heder fredet – Randbøl Hede blev det allerede i 1932. Det var dengang landets største arealfredning.

Der går kreaturer og græsser for at holde heden åben.Foto:Johnny Madsen
Fang din aftensmad i Filskov Fiskesø
To store søer og en mindre venter på dit blink, wobler, spinner, flue eller orm. Her kan du fiske fra daggry til en time efter solnedgang – hver dag, året rundt. Billet købes i servicebygningen, hvor du også kan få varmen på kolde dage eller bruge toilet og bad.
Kig også ind i butikken, der bugner af grej til enhver lystfisker.
Find vej til dine Small Wonders i Billund
Du kan også læse mere om Sdr. Omme by, kroen og dens berømte smørrebrød nedenunder kortet.

Foto:Destination Trekantområdet
Sdr. Omme Kro – Spis og sov i historiske rammer
Efter en dag med oplevelser i landskabet er Sdr. Omme Kro et oplagt sted at runde aftenen af. Kroen fik sit kongelige privilegium i 1780 og er dermed en del af en tradition, der går helt tilbage til 1283, hvor kongen udpegede trygge steder for rejsende at spise og overnatte. I dag er der kun 47 kroer i Danmark, der må bruge kongekronen i deres logo – og Sdr. Omme Kro er én af dem.
Køkkenet følger årets gang og benytter udelukkende friske råvarer, der passer til sæsonen. Når det er muligt, hentes råvarerne lokalt. På menuen finder du klassiske danske retter, hvor tradition og håndværk går hånd i hånd.
Sdr. Omme Kro
Store, lyse værelser byder på udsigt til haven, som gennemløbes af Omme Å. Atmosfæren er afslappet, men servicen i top – og der er mulighed for at booke særlige wellnessbehandlinger, hvis aftenen skal have et ekstra strejf af luksus.
Sdr. Omme by
Sønder Omme ligger smukt ved Omme Å. Omkring byen er der fundet spor efter mere end 120 gravhøje, hvoraf cirka 60 stadig kan ses. Indtil en planlagt oldtidsrute er etableret, kan du opleve fem af højene via Stien på Heden. Omme Å er fortsat byens livsnerve, og en sti langs en tidligere vandingskanal fra 1800-tallet giver en rolig tur tæt på vandet. Byens kirke, kendt som Lange Maren, stammer fra slutningen af 1100-tallet.
Smørrebrød
Sig smørrebrød, og de fleste danskere smiler. Oplev hvorfor på Sdr. Omme Kro, hvor køkkenet serverer et nøje udvalgt udvalg af klassiske stykker som bl.a. stjerneskud, æg med rejer, steg med sprød svær – eller et kreativt stykke, hvor køkkenet får frit spil. Foretrækker du noget lettere, tilbydes også salater og andre små retter. Udvalget varierer, så ring og hør om dagens udbud og bestil gerne bord dagen før.
Gode overnatningssteder omkring Billund
Ferielejligheder
Billund
Sommerhuse
Billund
Bed & Breakfast
Billund
Spis godt på Heden
Sdr. Omme Kro
Restaurant
Filskov Kro
Restaurant
Spiseriet
Restaurant & gourmetbutik
Find flere spiseoplevelser
Du kan udforske områdets restauranter og caféer her
Flere overnatningsmuligheder
Der er et væld af overnatningsmuligheder i Destination Trekantområdet - The heart of Jutland. Du finder alt fra luksuriøse hoteller, hyggelige bed & breakfasts, moderne ferieboliger til naturoplevelser i unikke shelters og på campingpladser tæt på vand og skov.























