

Hederuten
Herude på heden – mellem sandflugt og skovrejsning – gemmer sig små perler af stor natur, oldgamle historier og stærke viljer. Velkommen til en dag fyldt med gode historier, masser af natur og lækker kromad. Start med et besøg på Museet Mark. Stræk benene og nyd naturen i Grene Sande og Gyttegård Plantage - og slut turen i Filskov Kirke, By og Kro.
Historien om heden
Mennesker har sat deres tydelige præg på langt det meste natur i Danmark. Istiden formede det flade landskab vest for Billund, hvor store sletter langsomt blev dækket af skov. Men så kom bønderne, brændte skovene af og dyrkede jorden. Desværre var de sandede jorde så næringsfattige, at markerne blev udpinte på få år. Herefter tog lyngen over. Heden er med andre ord et kulturlandskab.
I 1700-tallet dækkede heden over halvdelen af Midt- og Vestjylland. Det fik Frederik V til at invitere omkring 1.000 bønder fra Tyskland herop i 1758 for at opdyrke heden. Uden den store succes. Men i 1864 tabte Danmark både Slesvig og Holsten i 1864 og mistede store dele af befolkning. Det satte fart i at opdyrke heden. Og med Hedeselskabet og Enrico Dalgas i spidsen fik vi skovlen under heden. Bl.a. ved at bekæmpe sandflugten med skovplantninger og læhegn.
Omkring 1950 var heden næsten forsvundet – kun 2% var tilbage. Hedeselskabet fejrede sejren med et digt:
Vi har en tyran fra vesten,
det er stormen,
det er blæsten.
Kun et råd mod den vi fandt:
Plant!
C. F. Jensen, Hedeselskabet

Foto:Destination Trekantområdet
Museet Mark – Mennesket og naturen
På Museet Mark tager udstillingen Mennesket og naturen dig med på en rejse gennem tid og landskab. Her kan du opleve, hvordan naturen har formet vores liv og kultur, og hvordan vi mennesker gennem historien både har tilpasset os og sat vores tydelige præg på naturen omkring os. Fra opdyrkningen af heden til industrialiseringen fortæller museet områdets historie som et spejl af Danmarks udvikling.
Oplev en omvendt Dalgas – Hvor heden vinder frem igen
Gyttegård Plantage er en af de såkaldte københavner-plantager, som blev skabt i slutningen af 1800-tallet som led i Hedeselskabets kamp mod heden. Her satte formanden Enrico Dalgas og en række storbønder skub i skovrejsningen – både for at sikre jagtmuligheder og for at vise magt med flotte villaer på landet. I dag kan du se den fredede villa Ny Gyttegård, tegnet af den berømte arkitekt Martin Borch, som ligger lige ved golfklubben.
I dag er Gyttegård Plantage midt i en spændende forvandling. Naturstyrelsen fjerner træer og næringsstoffer for at genskabe heden, og naturen får lov til at reparere sig selv – blandt andet i Den brændte skov, hvor træerne fra en brand i 2011 får lov at blive til glæde for insekter, svampe og planter.
Følg stierne og nyd udsigten fra Ørnsbjerg, de smukke vådområder og opdag den gamle brolagte hulvej mellem Billund og Hejnsvig – stadig synlig under græs og blade.

Sundhedsstien i Gyttegård Plantage.Foto:Destination Trekantområdet

Der er store klitter med det fineste lyse sand i Grene Sande.Foto:Destination Trekantområdet
Grene Sande – Hedens største sandkasse
Området var engang præget af sandflugten, som kunne begrave hele landsbyer. På Grene Sande kan du mærke naturens rå kræfter i de åbne klitter og hedestrækninger. Her har de fugtige kærområder stoppet flyvesandet, der har bygget den store, U-formede klit – en kæmpe sandkasse på ca. 400 meter lang og 100 meter bred.

I disse år møder du mange steder i Danmark projekter, hvor vi forsøger at genoprette naturen. Mange af indsatserne handler om at føre vandløb og fugtige områder tilbage til den tid, før heden blev opdyrket og give plads til fisk, liv og mangfoldighed.
Find vej til dine Small Wonders i Billund
Du kan også læse mere om oplevelserne i Filskov lige nedenunder kortet.

Foto:Destination Trekantområdet
Spis godt på Filskov Kro
Midt mellem skov og hede ligger Filskov Kro – en moderne kro med stor respekt for sin historie siden 1853. Her tilbereder køkkenet al mad fra bunden med gode råvarer og masser af kærlighed. Menukortet byder på klassiske danske retter og små overraskelser med årstidernes bedste smage. Kroen tilbyder også hyggelig overnatning.
Det er en god idé at bestille bord i forvejen.
Filskov Kirke – Nyt liv med gamle rødder
Filskov-området er fyldt med historier – helt tilbage til 4000 år før Kristi, hvor gravhøje vidner om, at her har mennesker nydt livet. I 1800-tallet voksede både byen og troen på fremtiden. Derfor ville indbyggerne have deres egen kirke. Da en gammel ødekirke fra middelalderen dukkede op, gik ønsket fra at være en idé til et klart folkekrav. Og i 1877 blev Filskov Kirke indviet.
Filskov i dag – Den selvejende landsby
Efter kommunesammenlægningen i 1970 og jernbanens lukning i 1971 gik det ned ad bakke for Filskov. Men indbyggerne stod sammen og driver i dag selv alt fra idrætsforening og skole til købmand og plejehjem. Filskov er en levende landsby skabt på fælles initiativ – hvor borgerne ejer og passer på alt. Tag en ’Rundtur i Filskov’ – folderen finder du hos købmanden, ved kirken eller på kroen – og oplev historien om Den Selvejende By.
Gode overnatningssteder
Ferielejligheder
Billund
Sommerhuse
Billund
Bed & Breakfast
Billund
Spis godt på Heden
Sdr. Omme Kro
Restaurant
Filskov Kro
Restaurant
Spiseriet
Restaurant og gourmetshop
Find flere spiseoplevelser
Du kan udforske områdets restauranter og caféer her
Flere overnatningsmuligheder
Der er et væld af overnatningsmuligheder i Destination Trekantområdet - The heart of Jutland. Du finder alt fra luksuriøse hoteller, hyggelige bed & breakfasts, moderne ferieboliger til naturoplevelser i unikke shelters og på campingpladser tæt på vand og skov.






















